Fløjten

Artklen er skrevet af Tom Horn til bogen “Musik og børn”

Fløjten har vundet stor udbredelse som instrument for børn og unge. Mange umiddelbare forklaringer kan findes herpå. For blokfløjtens vedkommende gælder det, at den er et godt begynderinstrument. Den er nem at frembringe en tone på, og her står den i modsætning til alle andre blæsere, også tværfløjten. Der er desuden en anskuelig logik i fingersætningen, og der er er ingen knapper eller hjælpegreb. Dertil kommer, at blokfløjten hverken fylder eller vejer ret meget, den kan faktisk uden videre være i en skoletaske, og den er billig at anskaffe. Alt det kunne i og for sig være forklaring nok, men fløjtens velegnethed i skolesammenhæng skyldes også en række andre forhold, som jeg vil prøve at belyse.

Som mennesker lever vi verden på tre væsensforskellige måder, der er flettet ind i hinanden, så de opleves i helhed. Vi lever i verden gennem vores tankevirksomhed, gennem vore følelser og i kraft af vores vilje. Tanke, følelse og vilje er de tre dimensioner, som vores sjælelige liv udfolder sig indenfor, og hver af dem sætter i sammenhæng deres præg på alt, hvad vi gør, og hvad der møder os.

Hvad angår musikken, finder vi også her tre dele af helheden, der hver for sig er beslægtet med tanke, følelse og vilje. Melodien er musikkens kontur, musikkens tegning, og her kommer det af musikken, der er nærmest noget begrebsmæssigt, tilsyne. Melodien er næsten musikkens identitet, og det er den, vi lettest husker, meget lettere end f. eks. et harmonisk forløb eller en bestemt klangfarve. Melodien er i musikken, hvad tanken er i mennesket.

Polariteten til tanken er viljen. Hvor tanken ofte kan have noget fortidigt ved sig, altså have karakter af, at vi tankemæssigt bearbejder oplevelser, informationer eller måske lever i eftertanken, er viljen derimod rettet mod fremtiden, træder først synlig frem i den eftertid, hvor dens virkninger bliver synlige. Viljens element i musikken er det rytmiske. Det rytmiske appellerer til kroppens bevægelse, til handling, og i den “rytmiske” musik føres vi af og til mod en ekstatisk musikoplevelse, og altså helt ud af det tankebundne. I den “klassiske” musik fører rytmen til en belivelse af melodien.

En melodi, der over et langt tidsrum bestod af lige lange toner, ville virke underlig død, der ville ikke være nogen fornemmelse af noget fremadskridende. Men der hvor det metriske, takten eller pulsen, og det rytmiske grundlag for melodien ikke er bundet til hinanden, men derimod, netop ved ikke at følges ad, hele tiden betoner det melodiske, så at sige gør det til virkelighed, der kan de to elementer, det melodiske og det rytmiske, smelte sammen til en helhed, der dog består af to fra hinanden adskillelige elementer.

I samklangen mellem flere forskellige toner, eller i klangfarven i en tone, et instrument eller en stemme, kommer noget umiddelbart følelsesmæssigt til udtryk. En akkord kan være kold, og man kan have en varm tone. I selve udtrykket klangfarve ligger der en henvisning til et tilsvarende område for de kunstarter, der knytter sig til synet. Samklangen er det element, hvor – ved flerstemmighed – to eller flere melodier mødes, bestemt af hver enkelt melodis rytmiske billede. Harmonien, eller for den sags skyld disharmonien, er resultatet. Eller omvendt: I harmonien afvejes rytmen og melodierne i forhold til hinanden, som tanken og viljen i mennesket har deres indbyrdes midtpunkt i følelsen.

Tanke, følelse og vilje. Melodi, harmoni og rytme. Der kan ikke sættes lighedstegn, men der er slægtskab.

De tre hovedinstrumentgrupper er blæseinstrumenter, strengeinstrumenter og slaginstrumenter. I hovedsagen kan man sige, at blæseinstrumenter har et melodisk præg og derigennem er knyttet til tanken,strengeinstrumenterne et harmonisk præg og derigennem er knyttet til følelsen og endelig at slaginstrumenterne et rytmisk præg, som knytter dem til viljen.

Et billede herpå får vi gennem vores fysiske omgang med instrumenterne.

Blæseinstrumenterne anblæser vi naturligvis gennem munden, og har således vores tætteste berøring med dem i hovedet. Når man spiller på en blæser, mærker man,hvordan hovedet så at sige klinger med. Rytmeinstrumenterne betjener vi derimod med vores lemmer. Kan man tale om et organ for henholdsvis tanken og viljen, da må der være tale om henholdsvis hovedet og lemmerne. Som hovedet er passivt i forhold til vores ydre handlinger, er lemmerne aktive. Hovedet planlægger dem (i bedste fald). Lemmerne udfører dem. Gennem lemmerne bliver det planlagte til virkelighed.

Hvad angår strengeinstrumenterne, da holder vi dem i skødet eller mod brystet, altså tæt ind til kroppen. I kroppen sidder det organ, der fra gammel tid har været oplevet som knyttet til følelsen, nemlig hjertet. At hjertet har forbindelse med følelsen, mærkes også rent fysiologisk, hvor hjertets rytme mærkbart ændres i forbindelse med stærke følelser. Det samme gælder åndedrætsorganerne. Alle kroppens organer virker sammen som et vældigt og kompliceret harmoni-instrument, hvor hvert enkelt organ nødvendigvis må føje sig ind i helheden, både hvad angår dets virkeområde, altså dets identitet, dets “melodiske” aspekt, og hvad angår arbejdsrytmen, på en harmonisk måde.

Som et billede på instrumenternes karakter er blæseinstrumenterne knyttet til hovedet, strengeinstrumenterne til kroppen og slog instrumenterne til lemmerne.

Fløjten kan altså karakteriseres som et instrument, der er knyttet til melodien og herigennem også til den tankemæssige dimension i mennesket.

For barnet i skolalderen gælder det, at det lever i en livsperiode, hvor tankelivet spiller en ganske særlig rolle for det. I alderen indtil 7 år tænker barnet selvfølgelig også, eller det ville måske være rigtigere at sige, at det tænker med, ligesom det i det hele taget lever med, i sine omgivelser. I skolealderen fremtræder tankenevnen som en evne til bevidst at tænke i indre billeder, som barnet følelsesmæssigt kan forbinde sig med, og som det kunstnerisk kan skabe udfra de impulser, det modtager, f. eks. i form af fortællinger. I skolen prøver vi at nære denne evne til at tænke billedligt, og musikalsk sker det netop gennem forbindelsen med melodien. Den har jo selv noget billedagtigt over sig, den “tegner” musikken.

I de første skoleår er pentatonikken (den musik, der er opbygget ud fra bare 5 toner) det fremherskende i det melodiske stof, som børnene bringes i forbindelse med, og fra 9-10 års alderen, hvor børnene i højere grad er jeg-bevidste, er dur-moll musikken på sin plads.

Det, der adskiller pentatonikken fra dur og moll, er især det, at der i pentatonikken ikke er nogen stærk grundtonefornemmelse, og det giver den en særlig lethed, et særligt forhold til tidsforløbet, som om melodien ikke har nogen begyndelse eller nogen slutning, men blot har været hørbar for vores sanser et stykke tid. I en anden verden fortsætter den. Melodien har ikke nogen tyngde, og de enkelte toner opleves ikke ud fra et midtpunkt. Og i dette ligner den pentatone melodi de små skolebørn. De lever ud fra sig selv i en slags eventyrstemning, og i en given sig hen til omgivelserne, og de oplever ikke omverdenen ud fra et bestemt punkt, men er snarere ét med den. De har endnu ikke deres jeg-bevidsthed fuldt til rådighed.

Gennem den udviklings-krise, som børnene gennemlever i 9-10 års alderen, kommer de i en ny sjælelig situation. Der er et “inden i mig” og et “uden for mig”, og den oplevelse er ikke uden smerte. Men langsomt kan den føre børnene frem til et indre fast punkt, udfra hvilket de kan forholde sig til verden. De erobrer deres jeg. Den musikalske udvikling, der svarer hertil, er skridtet fra den grundtoneløse pentatone musik til dur-moll musikken med en fast grundtone.

Grundtonen er det musikalske sted for jeget.

Når grundtonen er kommet til, er en egentlig flerstemmighed også mulig. Der udfolder den ene melodi sig i forhold til den anden. Ved udførelsen af flerstemmighed får børnene mulighed for at opleve et “inden i mig” og et “uden for mig” på en musikalsk måde. Det skal spille sin stemme og holde fast på den samtidig med, at det skal give den anden stemme opmærksomhed. Det skal på en gang holde fast på sig selv og give sig selv til helheden.

Når fløjten er velegnet som instrument for børn, beror det altså dels på dets karakter som melodi-instrument. Men herudover knytter fløjten sig på en særlig måde til luftelementet.

Hos messingblæserne er det fysiske grundlag for lyden en vibration af læberne, der på denne måde skubber til luften. Dette får lyden til at forplante sig ind i instrumentet, som så forstærker og forskønner klangen. Hos træblæserne gælder noget tilsvarende, blot med den forskel, at læberne her er erstattet af et bambusrør, som ved anblæsning vibrerer og derved danner det fysiske grundlag for tonen.

For fløjten gælder noget andet. Her dannes det fysiske grundlag for tonen gennem en spaltning af selve den udåndede luftstrøm. For blokfløjtens vedkommende blæses luften ind gennem en lille luftkanal, som former luftstrømmen og sigter den mod en skarp kant, hvorimod den spaltes. Herved opstår svingninger, der forplanter sig ind i instrumentet, og tonen forstærkes og forskønnes. For tværfløjtens vedkommende gælder det samme, dog med den forskel, at der ikke er nogen blæsekanal til at styre luftstrømmen, det må musikeren selv gøre ved at forme læberne med stor præcision.

Men for både blokfløjtens og tværfløjtens vedkommende gælder det, at tonens fysiske grundlag er luften selv og ikke, som for de andre blæsere, et fast legeme som læberne eller et bambusrør. Det gør tonen lettere, og denne lethed klinger godt sammen med barnesindet. Det har jo sig selv noget luftagtigt over sig, let at begejstre, snart for det ene, snart for det andet, som vinden blæser. Netop denne egenskab gør fløjten blandt andre blæsere velegnet til børn, den er ud fra sin egen natur i familie med barnesindet og kan derfor i særlig grad gribe børnene ved sin klangfarve.

Det er blevet beskrevet, hvordan hvert enkelt instrument har sin tilknytning til det melodiske, det harmoniske eller det rytmiske. Men samtidig knytter alle instrumenter naturligvis an til alle musikkens dimensioner. For fløjtens vedkommende gælder det, at det melodiske er selve instrumentets grundkarakter. Men det harmoniske hører til som klangfarven, og netop arbejdet med at få en fyldig og varm tone på instrumentet hører til det mest krævende. Til det rytmiske knytter sig arbejdet med ansatser og fraseringer. Man kan altså se, at netop for det melodiske instrument fløjtens vedkommende ligger det største arbejde, når man har bevæget sig ud over begynderstadiet, netop på det harmoniske og rytmiske område. Instrumentets tilsyneladende ensidighed kan således føre eleven til en kunstnerisk virksomhed, der fuldender instrumentet, han fører det til en helhed ved selv at være det, instrumentet ikke er. Fløjten findes af barnet gennem dets glæde ved melodien og fører derefter barnet ind i en skoling, der gør, at barnet gennem arbejdet med instrumentet kan udvikle hele sit væsen, både det tankemæssige, det følelsesmæssige og det viljemæssige.